Sct-Georgsgildet I Køge, i daglig tale Køgegildet, har holdt Donationsreception i Køge spejderhus.
Lørdag den 17. januar samledes repræsentanter for vort områdes 10 spejdergrupper samt repræsentanter for Mødrehjælpen, Broen, Natteravnene, Røde Kors i Køge og Sct Georgs gårdens børnehave i Borup kl. 14 i Køge Spejderhus.
Anledningen var, at Køgegildet havde besluttet, at donere ialt 200.000 kr. til en del af det frivillige arbejde i Køge området. Donationerne blev overrakt ved en reception, som både børn og voksne deltog i. Der var stor glæde hos modtagerne af donationerne, idet disse giver muligheder for at lave noget ekstraordinært, udover hvad de stramme budgetter ellers giver mulighed for.
Der var også en ekstra gave til en af spejdergrupperne. På Spejdernes lejr, der holdes i Hedeland til sommer, har Sct-Georgsgilderne i Danmark en aktivitet, hvor man kan leje et telt for en kortere periode. Disse telte, der blandt andet er doneret af Køgegildet, gives videre til en spejdergruppe. Den glade vinder af Køgegildets telt blev Lyngspejderne, Køge Nord.
Efter snak og hygge sluttede arrangementet i en glad stemning, som det ses på familiefotoet.
