Trækningsliste for 2021 publiceres den 10. december 2021.

 

Sct. Georgs Gildets grønne lodsedler er nu på gaden

I gennem 68 år har det været en tradition, at ”De grønne lodsedler” bliver sat til salg i Køge og omegn, fra sidst i oktober og frem til starten af december.

”De grønne lodsedler” er kendetegnet ved, at de er billige – kun 2,- kroner pr. stk., men selvfølgelig sælges de fleste lodsedler bundtvis med 10 lodsedler for 20,- kroner.

Det har gennem alle årene primært været områdets spejdergrupper som har stået for salget, men også Køge Turistbureau samt følgende forretninger i Køge og Herfølge medvirker til salget: Superbrugsen i Herfølge, Meny i Køge, Din Tøjmand, XL-Byg, Park by Frisør Uniq i Køge, Klinik for Fodterapi i Køge, Rekord Rens, Profil Optik i Herfølge, Køge Boglade, Bjergkæden i Køge,  Holte Vinlager i Køge, Fafla mikroværksted i Køge, Sandwich cafeen i Køge, samt Hammershus bageri og cafe, Herfølge.

For hver lodseddel, der sælges af spejderne, modtager spejdergruppen 1,25 kr. i bonus. Den øvrige del af overskuddet ved salget går endvidere udelukkende til støtte for spejderarbejdet samt til andre humanitære og velgørende formål.

Gevinsterne ved lotteriet er 35 flotte julekurve til en værdi af 850,- kroner. Herudover udloddes der endetals gevinster i form af 1 flaske rødvin.

Resultatet af trækningen offentliggøres på www.koegegilde.dk den 10. december samt i Dagbladet og i Ugeavisen den 15. december 2021.